Det var Molly, sagde Jonas. Det var helt sikkert Molly. Hvem ellers efterlod spor i køkkenet, der gik fra skabet til bordet? Molly sad i vindueskarmen, slikkede en pote og lignede en, der ikke har gjort noget og er fornærmet over, at alle kigger sådan på hende.
Sporene var af mel. Bittesmå fodaftryk, mindre end en fingernegl, i en pæn række, som om nogen havde gået meget forsigtigt. De begyndte ved fodpanelet, dér hvor den røde dør havde hængt siden december, og endte ved bordbenet. Der lå en seddel: JEG KIGGEDE BARE.
Hvad der var sket om natten, vidste kun Mille. Hun var vågnet, fordi det lugtede af kanel. Kanel kom fra køkkenet, og køkkenet var forbudt område, for der boede Molly, og katte og nisser havde, som bedstefar Aske sagde, en aftale, der byggede på afstand.
Men kanel. Mille trak huen godt ned og gik. Gangen var lang og mørk, og fliserne i køkkenet var kolde som en tilfrossen sø. På bordet stod dåsen med kanelstjerner og ved siden af den, væltet, melposen, hvorfra en hvid bakke var gledet ned på gulvet. Mille så den for sent. Hun stod midt i melet.
Fra da af var hvert skridt et aftryk. Mille prøvede at gå på tæer, hvilket nisser ikke er gode til, fordi deres støvler ikke har tæer. Hun prøvede at gå baglæns. Hun prøvede at viske sporene væk med huen og gjorde dem bare bredere.
Så hørte hun lyden. En blød landing. Molly var sprunget ned fra vindueskarmen og sad to skridt væk, stor som et hus, med øjne som to grønne lamper. Mille holdt vejret. Det gjorde Molly også. En tid sad de bare der, katten og nissepigen, og så på sporene.
Så gjorde Molly noget mærkeligt. Hun satte sin pote ved siden af Milles aftryk, én gang, to gange, indtil der ved bordbenet lå en række kattespor ved siden af rækken af nissespor. Hun så på Mille, som om hun ville sige: Sådan. Nu er vi to om skylden. Og gik tilbage til vinduet.
Om morgenen skændtes Jonas og Lea om, hvem der havde lavet sporene, katten eller nissen. De blev ikke enige. Molly fik alligevel en godbid, og om aftenen fandt Mille en kanelstjerne foran sin dør. På sedlen under den stod der med Leas store bogstaver: NÆSTE GANG KAN DU BARE SPØRGE.
