For enden af Granvej, hvor træerne stod så tæt, at sneen kun faldt i fnug og ikke i tæpper, lå vinterhuset. Det var rødt med hvide kanter, havde en veranda med grønt gelænder og et rundt vindue i gavlen, som ingen boede bag om sommeren. Om vinteren boede alle der.
Alle, det var Mille, hendes forældre, lillesøsteren Tove, bedstefar Aske med sin stok og katten Molly, som ikke hørte til familien og alligevel kom med hver vinter. De flyttede ind den første aften i december, når gangen hos menneskene blev for larmende af alle juleforberedelserne, og en nisse trængte til ro.
Bedstefar Aske hængte kransen på døren. Det havde været hans opgave, siden huset blev bygget. Han skulle bruge tre forsøg og en skammel, og hvert år sagde han: ”Sømmet er vandret højere op.” Mor bar kedlen op ad verandatrappen, far bar lanternen, og i det ene vindue efter det andet blev der tændt lys, indtil huset lignede en ovn, der bager historier.
Mille og Tove blev udenfor. De byggede en snelanterne, sådan som bedstefar havde vist dem: snebolde i en kreds, række efter række, smallere og smallere opad, indtil der blev en kuppel. I midten kom et fyrfadslys, som far tændte, for nissebørn rører ikke ved tændstikker. Da flammen brændte, lyste hele kuplen indefra, som om nogen havde sat månen ned i sneen.
”Hvorfor gør vi det hvert år?”, spurgte Tove, som var fem og ville vide alting. Bedstefar Aske satte sig på trinnet, hvilket tog lang tid. ”Fordi det er mørkt”, sagde han. ”Og fordi et lys, man selv har bygget, er varmere end et, man køber.”
Tove tænkte sig om. ”Også selvom det er koldere?” ”Netop da”, sagde bedstefar.
I samme øjeblik skete der noget over grantræerne, som ingen af dem havde bestilt. Himlen fik en grøn kant, så et gardin, der bevægede sig som vand. Molly skød ryg. Mille glemte at trække vejret. Bedstefar Aske tog huen af, hvad han ellers aldrig gjorde.
”Nordlys”, sagde han stille. ”Det kommer kun, når alle vinduer lyser.” Om det passede, vidste Mille ikke. Men hun så, at hvert eneste vindue i vinterhuset lyste, og at snelanternen lyste, og at Toves ansigt lyste, og hun besluttede sig for at tro på det.
Senere, da alle var kommet indenfor, og kedlen fløjtede, skrev Mille et kort brev til børnene i menneskenes gang. Hun beskrev huset, lanternen og himlen. Til sidst skrev hun: ”Byg også en. I skal bare bruge sne og et lys. Og en, der tænder det.” Så klistrede hun brevet til og gav det med Birk, som alligevel kom forbi.
