Den tredje adventsweekend lugtede hele huset af kanel, og det var ikke kun menneskenes skyld. Bag den røde dør havde Mille stillet bageriet op: et bræt som bord, et fingerbøl som skål, en sukkerstok som kagerulle, der blev en lille smule kortere, hver gang den rullede.
Opskriften var bedstefar Askes. Den stod på et stykke papir, så gammelt, at det bølgede i kanterne, og den havde fire ingredienser: mel, smør, honning, tålmodighed. ”Den sidste er den vigtigste”, sagde Aske, ”og den første, der slipper op.”
Tove havde ingen tålmodighed. Tove havde flormelis. Hun stod på en knap for at kunne nå op til bordet og dryssede, før der overhovedet havde været noget i ovnen. ”Man drysser til sidst”, sagde Mille. ”Jeg drysser nu”, sagde Tove, ”så har jeg ikke glemt det.”
Stjernerne stak de ud med en skjorteknap, der havde fem takker, hvis man holdt den rigtigt. Tolv stjerner, så ovnen, der egentlig var en fyrfadsskål med låg, og så ventetiden. At vente er for nisser som for børn: en tid, hvor verden pludselig har meget lange sekunder.
Molly lugtede det først. Hun kom gennem gangen, standsede foran døren og så på sprækken, hvor duften kom fra. Katte kan ikke lide kanel. Molly blev alligevel. Hun havde lært, at der bag denne dør skete ting, man ikke skulle gå glip af.
Det første hold stjerner blev sort. Det andet blev blegt. Det tredje, sagde Aske, da han brækkede en over og bed i den, det tredje var lige tilpas, præcis som hans bedstemor havde bagt dem. Så sagde han ikke mere i lang tid, og Mille lod, som om hun ikke så, at han tørrede øjnene.
Tolv stjerner kunne ikke alle være bag døren. Så de lagde seks på måtten, i en række, med en seddel: Til de store. Det er tredje hold. Andet hold spiste vi selv.
Om morgenen fandt Jonas og Lea stjernerne. De var bittesmå, mindre end en fingernegl, og smagte af honning og ganske lidt af stearinlys. Lea spiste tre. Jonas spiste to og gemte en i en tændstikæske, hvor den ligger den dag i dag. Man kan ikke spise den mere. Man kan se på den og vide, at nogen havde tålmodighed.
