Det havde sneet. Ikke udenfor; udenfor regnede det, sådan som det for det meste regner ved kysten i december. Det havde sneet i gangen, lige foran den røde dør, en lille bunke sne af flormelis, hvor der stod en bittelille tørresnor.
Snoren var spændt ud mellem en lysestage og en grankogle. På den hang tre rød-hvidstribede sokker, et par luffer, så små, at de ville have passet en mus, og et tæppe med hul i. Jonas holdt vejret. Lea sagde: ”Nissen har vaskedag.”
Vaskedagen havde været Toves idé. Tove, Milles lillesøster, var fem og syntes, at Mille vaskede alt for sjældent. ”Dine sokker kan stå af sig selv”, havde hun sagt, hvilket ikke helt passede, men næsten. Så de havde vasket i et fingerbøl med sæbevand, indtil gangen lugtede af lavendel.
Ophængningen var den svære halvdel. Tove ville have snoren højt, Mille ville have den lavt, og bedstefar Aske ville have fred, så han bandt simpelthen snoren fast dér, hvor han nu stod. Så kom vinden. Der er ingen vind i en gang, siger man. Det er der, når hoveddøren går op.
Lea havde åbnet hoveddøren for at se på regnen. Vindstødet fór ind under snoren, og tre sokker fløj gennem gangen som små stribede fugle. Den ene landede på Molly. Molly blev liggende. Hun havde besluttet, at det her ikke var hendes problem.
Mille løb efter sokkerne, Tove løb efter Mille, og Aske råbte fra trinnet, at man ikke skulle løbe, vasketøj var ingen grund til hastværk. Til sidst hang alt på plads igen, bortset fra sokken på Molly. Den blev liggende, til Molly rejste sig, og lå så på tæppet som en lille stribet fejltagelse.
Da Jonas og Lea kom om morgenen, var alt roligt. Snoren hang, vasketøjet blafrede ikke, og i sneen lå en seddel: Åbn venligst hoveddøren stille. Vi tørrer. Jonas læste den højt for Lea to gange, og begge gik ud af huset på tæer.
Sokken på tæppet fandt ingen. Det vil sige: Molly fandt den, og fra da af sov hun på den, hver nat, en stor kat på en bittelille stribet sok. Tove kaldte det tyveri. Mille kaldte det naboskab. Aske sagde ingenting og vaskede for første gang i årevis frivilligt sin hue.
