Mille boede bag den lille røde dør i gangen, lige der, hvor fodpanelet slår et knæk. Døren havde en krans, et vindue på størrelse med en knap og en måtte, hvor der stod HEJ. Mille var en nissepige, ikke større end en kaffekop, med en hue så rød som et tyttebær og to fletninger, der dunkede mod hendes skuldre, når hun gik.
Den første nat i november vågnede hun, fordi gangen lugtede anderledes. Ikke af sko, ikke af suppe. Det lugtede koldt og blødt og en lille smule af metal. Mille kendte den lugt fra sin bedstemors historier. ”Når det lugter sådan”, havde bedstemor sagt, ”så kommer sneen. Men ingen tror på dig, før den er der.”
Mille åbnede døren på klem. Gangen lå stille i det blå lys fra den tidlige morgen. På det runde tæppe sov Molly, familiens stribede kat, rullet sammen som en kanelsnegl. Mille holdt vejret. Katte og nisser var naboer, men ikke venner. Ikke endnu.
Hun listede forbi tæppet hen til vinduet. Udenfor, over tagene, faldt den første sne. Tykke, langsomme fnug, der tog sig god tid, som om de vidste, hvor vigtige de var. Mille pressede næsen mod den kolde rude. Hun ville så gerne fortælle det til nogen. Men børnene sov ovenpå, og nisser vækker ikke børn. Det er den første regel.
Så Mille gjorde, hvad nisser gør, når de vil vise noget uden at sige noget. Hun hentede en knivspids mel i køkkenet, dyppede støvlerne i det og gik i gang. Fra den røde dør hen over gulvbrædderne, i små, omhyggelige skridt, helt hen til vinduet. Der blev hun stående og kiggede ud en gang til. Så gik hun tilbage, skridt for skridt, og stillede et fingerbøl fuldt af varm kakao foran sin dør. Til hvem, vidste hun ikke helt selv. Til morgenen måske.
Molly åbnede det ene øje. Mille stivnede. Katten så på den lille skikkelse, så på sporene, gabte så bredt, at man kunne tælle alle hendes tænder, og lagde hovedet tilbage på poterne. Mille pustede ud. Måske, tænkte hun, er vi alligevel en lille smule venner.
Om morgenen kom Jonas først ned ad trappen, og så kom Lea. Jonas så sporene. Lea så kakaoen. Begge kiggede hen mod vinduet, og så råbte de det på én gang gennem hele huset: ”Det har sneet!”
Bag den røde dør hørte Mille råbene og smilede ned i sin pude. Ingen havde behøvet at tro på hende. Sneen var der bare. Men sporene, tænkte hun, havde ført dem derhen. Og det var næsten lige så godt som at fortælle det.
