Den treogtyvende december pakkede Mille kufferten. Den var lavet af en tændstikæske med en rem af uldgarn, og den var allerede fuld, før hun var begyndt. For det, man samler i december, vejer mere, end det ser ud til.
En tegning fra Lea, foldet til frimærkestørrelse. En småkage, nej, en halv småkage, Jonas havde haft brug for resten. Sedlen med opskriften. En klat mel, der sad fast på tæppet og ikke ville gå af. En sok, som Molly om eftermiddagen havde lagt foran hendes dør uden forklaring.
”Du tager for meget med”, sagde Tove, som ikke skulle med. Tove blev hjemme, for lillesøstre bliver der, hvor vinteren er varm. ”Jeg tager det hele med”, sagde Mille. ”Ellers kan jeg ikke huske ved Nordpolen, hvor jeg har været.”
Bedstefar Aske sad på trinnet og så til. Han var for gammel til rejsen og for stolt til at sige det, så i stedet sagde han, at uglen fløj for hurtigt, og at han fik kolde ører af det. Mille lovede at flyve langsomt. Begge vidste, at man ikke kan love noget på en ugles vegne.
Sent om natten, da kufferten stod foran døren, og måtten var rullet sammen, kom Molly. Hun lagde sig ved siden af kufferten, så tæt, at hendes pels rørte ved tændstikæsken, og blev liggende. Mille satte sig ved siden af. En tid sagde ingen af dem noget, hvilket ikke er påfaldende hos en kat, men meget hos en nissepige.
”Jeg kommer igen”, sagde Mille til sidst. ”Når det bliver mørkt. Du vil kunne mærke det, for så lugter der igen af kanel bag døren.” Molly blinkede langsomt, hvilket på kattesprog betyder nogenlunde det samme.
Så skrev Mille det sidste brev. Hun skrev det tre gange, for de første to var for triste, og et afskedsbrev må ikke være trist, for så er det ikke en afsked, men et hul. Det tredje begyndte med Hej, kære venner og sluttede med en sætning, hun havde fra Aske: Lad døren blive hængende. Så finder jeg hjem igen.
Om morgenen den fireogtyvende var kufferten væk, lanternen slukket, og brevet stod lænet op ad døren. Jonas læste det højt, Lea lyttede, og da han var færdig, sagde hun bare: ”Så lader vi den hænge.” Det gjorde de. Døren hænger der endnu. Og hvert år, når det bliver mørkt, lugter der i gangen en lille smule af kanel.
