Ved Nordpolen er der én nat om året, hvor posten ikke holder op. Det er natten efter Sankt Nikolaus' dag, den sjette december, når støvlerne er tømt i alle huse, og børnene forstår, at julen virkelig kommer. Så skriver de. Alle sammen. På én gang.
Birk, den ældste postnisse, der fandtes, vidste det godt. Han havde syet sække, snittet stempler og støbt lys siden september. Alligevel stod han denne nat foran et bjerg af breve, der var højere end det lille posthus. Luna, hans ugle, sad på taget og så bekymret ud, så vidt ugler nu kan se bekymrede ud.
”Vi når det ikke”, sagde Birk, hvad han aldrig havde sagt i hundrede år. Luna svarede ikke. Hun svarede aldrig. Men hun fløj af sted, over bjergene, og da hun kom tilbage, holdt hun en nissepige i kløerne, som protesterede meget højlydt: Mille.
”Du kan sortere”, sagde Birk i stedet for at sige goddag. Mille, som aldrig før havde fløjet på en ugle og aldrig ville gøre det igen, så på bjerget. Så smøgede hun ærmerne op. Sortere kunne hun. Derhjemme sorterede hun knapper, småsten og sin lillesøsters humør.
De sorterede efter lande, så efter byer, så efter gader. Birk stemplede, Mille stablede, og Luna bar sæk efter sæk ud i sneen, hvor slæderne ventede. Hen imod midnat fandt de et brev uden adresse. Kun en tegning: et rødt hus, et træ, en kat. ”Det kender jeg”, sagde Mille stille.
Det var Leas brev. Lea kunne ikke skrive endnu, så hun havde tegnet, og det, hun havde tegnet, var sit hjem, med en bittelille rød dør ved fodpanelet. Mille stak brevet i jakkelommen. Noget post, tænkte hun, skal man svare på personligt.
Da bjerget var blevet til en bakke og bakken til en stak, stod solen op, hvilket ved Nordpolen i december betyder, at det blev en lille smule mindre mørkt. Birk satte sig på en tom sæk. ”Det var den længste nat”, sagde han. ”Og den bedste”, sagde Mille og undrede sig over, at hun mente det.
Luna bragte hende hjem, blidere denne gang. Derhjemme skubbede Mille Leas tegning ind under sin dør og lagde et brev ved siden af: Jeg har fået din tegning. Den er nået frem. Alt når frem. Om morgenen fandt Lea det, og selvom hun ikke kunne læse, vidste hun præcis, hvad der stod.
