På bakken bag landsbyen stod et rødt hus med hvidt tag, ikke større end en skotøjsæske. Det havde en brevsprække, en hylde til pakker og et skilt med en pil, der pegede opad. Nordpolspost stod der. Her endte menneskenes verden, og her begyndte Birks arbejde.
Birk var den ældste postnisse, der fandtes. Hans skæg var gråt som januarsne, hans lanterne hang på en stok, og hans slæde var fuld af breve, pakker og ønsker, som ingen endnu havde sagt højt. Hver aften, når himlen skiftede fra guld til blå, trak han slæden op ad bakken.
Denne aften var Mille med. Hun havde et brev i hånden, som børnene havde lagt i postkassen i gangen, med et vokssegl og tre tegninger. ”Du må selv lægge det i”, sagde Birk. ”Men hold godt fast. Vinden heroppe har humor.”
Mille stillede sig på tæer. Sprækken sad højt. Hun løftede brevet, og lige i det øjeblik kom vinden. Den tog brevet, drejede det to gange i luften og lagde det langt væk i sneen, mellem to små grantræer.
”Åh”, sagde Birk. Mille sagde ingenting. Hun løb. Sneen nåede hende til huen, og hvert skridt var en lille kamp, men hun tænkte på de tre tegninger, og hun ville ikke have, at nogen fandt dem under sneen til foråret.
Oppe fra et grantræ sad en sneugle og så på hende, hvid som posthusets tag, med øjne som to gule lanterner. Da Mille nåede frem til brevet, var det gledet ned i en snedrive, for dybt for hendes arme. Uglen bredte vingerne ud, svævede lydløst ned, tog forsigtigt brevet i næbbet og lagde det foran Milles støvler. Så fløj den tilbage til sin gren, som om ingenting var hændt.
”Det er Luna”, sagde Birk, da Mille kom tilbage, forpustet og fuld af sne. ”Hun hjælper, når hun synes, det er det værd. Det synes hun for det meste ikke.” Denne gang hjalp han Mille op på slæden, og derfra lod hun brevet glide ned i sprækken. Det gav en sagte lyd, som når en bog bliver lukket.
På vejen tilbage spurgte Mille, hvor lang tid et brev er om at nå Nordpolen. ”En nat”, sagde Birk. ”Og svaret skal bruge en nat til. Alt, hvad der er vigtigt, tager to nætter.”
To morgener senere lå der en kuvert foran den røde dør i gangen med et stempel formet som et snefnug. Børnene fandt den, før katten gjorde. Hvad der stod i den, vidste kun familien. Men Mille vidste, at en ugle og en gammel postnisse havde sørget for, at den overhovedet nåede frem.
