Det begyndte med en lyd. Om natten, når huset sov, bankede det bag fodpanelet i gangen. Ikke højt. Så stille, som når en fingernegl banker på træ. Lea hørte det først, fordi hendes værelse lå nærmest, og Jonas troede ikke på hende, fordi han var ældre, og at være ældre betød for ham, at man ikke tror på alting.
Næste morgen lå der i gangen, lige der, hvor fodpanelet slår et knæk, en strimmel rød-hvidt papirbånd mellem to tændstikker. Ved siden af stod en trillebør, ikke større end en valnød, fuld af småsten. En seddel sad fast i båndet: BYGGEPLADS. PAS PÅ, DU IKKE SNUBLER.
Bag væggen havde Mille bekymringer. Hendes dør var gammel, karmen havde slået sig i sommerens løb, og når hun trak døren til, blev der en sprække, som trækken fra gangen peb igennem. ”En dør skal kunne lukke”, sagde bedstefar Aske og bankede med stokken på karmen, ”ellers er den et hul med håndtag.”
Så de byggede. Mille tegnede en plan på et stykke papir fra et tebrev, Aske læste den med sammenknebne øjne, og Tove, som var fem og ville hjælpe, rakte søm, der egentlig var knappenåle. Hver nat et stykke: ét bræt, to brædder, en ny karm af en ispind, som Jonas havde tabt i efteråret.
Molly, katten, så til. Hun lå på tæppet med poterne trukket ind under sig og lod, som om det hele ikke interesserede hende. Men når en lille sten trillede ud af trillebøren, lå den altid på sin plads igen om morgenen. Mille havde en mistanke om, at katte i al hemmelighed er ordentlige.
Børnene kom hver morgen for at se efter. Båndet flyttede sig, trillebøren blev tommere, og en dag lå der en bittelille hjelm af et halvt agern ved siden af. Jonas sagde ikke længere noget om, at han ikke troede på noget. I stedet lagde han en småkage ved siden af trillebøren. Til at styrke sig på, sagde han. Til hvem det nu end var.
Den sidste nat før den første december var det så vidt. Mille malede døren rød med bærsaft, Aske hængte kransen op, Tove lagde måtten til rette, den, hvor der stod HEJ. Så satte de sig på trinnet og lyttede til, hvordan huset sov over dem.
Om morgenen var båndet væk. I stedet stod der en lille rød dør, som Lea så med det samme og Jonas et halvt sekund senere. Trillebøren stod ved siden af, pænt parkeret. Og på måtten lå et brev, der begyndte, som alle gode ting begynder: Hej, kære venner.
